Spinel
Spinel er historiens største bedrager, dog uden egen skyld, idet den frem til det 20 århundrede havde udgivet sig for at være rubin.
Den mest kendte er ”The Black Prince’s Ruby” en fantastisk 170 ct. spinel der nu, efter en lang historie, kan ses i den britiske krone. Tidligere bar f.eks. Henrik V den i sin krigshjelm.
”The Timur Ruby” en 361 ct rød spinel, nu ejet af dronning Elizabeth, har på stenen indgraveret nogle af dets tidligere ejere, de Mughalske kejsere.
I Europa troede man tidligere og frem til langt ind i det 20 århundrede at rød spinel og rubin var samme ædelsten. De ligner hinanden og man kendte ikke tidligere de kemiske forskelle og de forskellige atomare opbygninger.
I Burma, hvor nogle af de smukkeste spinler og rubiner findes vidste man allerede fra 1587 at det var 2 forskellige typer ædelstene, men om man vendte det døve øre til eller om den burmesiske viden simpelthen ikke nåede til Europa vides ikke, men ”bedrageriet” forsatte i flere hundrede år.
Spinler er anerkendt i dag, ikke kun som sin egen ædelsten men er en favorit blandt handlere og samlere. Den er sjælden, har en fantastisk brillans, en hårdhed der gør den meget velegnet til daglig brig og så findes den i fantastiske farver. I tillæg til den berømte røde, findes den f.eks. også i pastel pink og violette nuancer. Specielt er en intens neon pink meget eftertragtet ligeså er en cobalt blå men den er meget sjælden.
Spinler er en af de ædelstene der ofte fremstilles kunstig i et laboratorium. Derfor findes der mange kunstige spinler i billige smykker og selv om den kemiske opbygning er den samme må disse syntetiske spinler ikke sammenlignes med de naturlige der både er sjældne og kan være meget kostbare.
Faktisk er sjældenheden den overvejende faktor til at spinler ikke er lige så eftertragtet som rubiner. Og sjovt nok er de også billigere. Nok et eksempel at ædelstenes sjældenhed ikke er proportionalt med værdien. Hvis der er for få personer der kender den falder efterspørgslen. Det er typisk at de dyreste ædelstene er de bedste eksemplarer blandt varianter som er let at få adgang til i almindelig kvalitet
Spinler udvindes i Burma, Sri Lanka, Tanzania og Tadzhikistan. De er oftest slebet i ovale, runde eller cushion former men findes, på grund af dets sjældenhed, dog ikke i kalibrerede størrelser.
-troels-olivero