Turkis
Turkisen er meget gammel. Alligevel kommer den hele tiden tilbage i smykkemoden. Den skinnende himmelblåfarve er en af de mest populære modefarver gennem tiderne.
I mange kulturer var ædelstenen i tusinder af år, en hellig sten som bragte held og lykke. Den blev, med rette, kaldt folkets ædelsten. De ældste fund der beviser dette er fra 5000 år gamle grave i Egypten beklædt med turkis. I oldtidens Persien bar man turkis for at beskytte sig og varsle mod uventet død. Hvis ædelstenen skiftede farve var der grund til bekymring og til at tage forholdsregler. Men nu ved man at farveskiftet ikke er tegn på fare men kan ske på grund af lyset, en kemisk reaktion fra kosmetik, sved eller andre urenheder.
I oldtiden mente man at turkis var ansvarlig for ens gode helbred og materielle succes. Perseren Al-Qazwini skrev. Hånden der bærer turkis vil aldrig opleve fattigdom. Turkiser var ofte båret I turban og ofte sammen med perler for at beskytte bæreren mod det onde.
Stenen blev introduceret til Europa gennem korsfarerne.
I Syd- Central- og Nordamerika havde ædelstenen også en ophøjet status. Aztekerne brugte den flittigt i hellige masker. Indianerne i Nordamerika, som stadig producere turkis i sølvsmykker, troede at den himmelblå turkis var bindeleddet mellem himmel og hav.
I alle tider og mange kulturer overalt i verden har man båret turkis som beskyttelse mod det onde og i dag menes den at beskytte folk som er udsat for ekstra risiko i deres arbejde. I moderne ædelstens terapi hjælper det at bære en turkis perlekæde rundt om halsen hvis man lider af depression. Den siges at give bæreren mere selvtillid.
Det blå kommer fra kobber, det grønne fra jern
Turkis er et kobber aluminium fosfat med en hårdhed 6 på Mohrs skala. Og det gør den relativ blød.
Turkis findes i farve nuancer fra himmelblå til grågrøn og findes mest på steder hvor jorden har et højt indhold af kobber. Turkis må faktisk kun betegnes turkis i den bedste kvalitet, den himmelblå farve. For det meste er farverne svage eller blågrønne elle grågrønne. Kobber er ansvarlig for den blå farve, hvorimod de lave kvaliteter i grønne nuancer har jern og krom som det farvende element.
Turkis findes ofte med vener af fremmed krystal der løber igennem stenen, I brune, grå eller sorte farver. Venernes farve bestemmes af oprindelse og er dermed let at fastslå hvor den er udgravet. Jo mere symmetrisk disse vener optræder jo finere og bedre er kvaliteten.
De kendteste steder for udvinding af turkis er USA, Mexico, Israel, Afghanistan, Kina samt Iran hvor de fineste eksemplarer findes.
Turkis er ikke en typisk facetsleben ædelsten. Næsten alle er slebet i cabochon , som perler eller andre fancy slibninger der passer til den udsmykning den pryder.
Da turkis ikke er særlig hård samt at den også er ret sensitiv, hvilket gør at den ubehandlet vil miste farve ved brug, er stort set alle stene i dag behandlet med voks for at gøre den mere modstandsdygtig, både mod slidtage og tab af farve.
Billigere stene er både behandlet med farve og beskyttet med harpiks. Denne type behandling bør man oplyse brugere ved køb så man ikke tror man køber en naturlig sten med en smuk farve, der så senere viser sig at være farvet og væsentligt mindre kostbar end man havde troet.
En nyere teknik er de såkaldte ”rekonstruerede turkiser” hvor pulveriseret turkis farves og limes sammen til en ”hel” turkis. Disse turkiser er lavpris stene.
Himlen på jorden
De bedste kvaliteter er turkiser med en strålende himmelblå farve uden grønne nuancer. Ud over dets enorme betydning i mange kulturer i adskillige tusinder af år, er turkiser i fineste kvalitet virkeligt som at eje et stykke af himlen her på jorden.
-troels-olivero